Torsdag 23. april starter et program på TV2 kaldet “På røven i Nakskov”, men vi er trætte af endnu en gang at blive stemplet. Vi vil ikke bagatellisere problemerne. Som det ses, har det alvorlige sociale konsekvenser, når en landsdel lider af et dårligt omdømme. Og netop derfor er det bydende nødvendigt, at vi sideløbende fortæller en anden historie om Lolland-Falster. Den, som handler om alt det, som lykkes og er i gang i vores område.
Derfor starter Quality Lolland-Falster (QLF) nu initiativet “Lolland-Falster Lovestorm”, hvor vi hver torsdag, mens udsendelserne kører, bombarderer resten af Danmark med gode LF-historier, fotos og videoer på de sociale medier. En shitstorm er et hav af negativ omtale på de sociale medier. Vi vil lave det modsatte. En lovestorm: Et ocean af positiv omtale på de sociale medier.
Vi kan simpelthen ikke sidde med hænderne i skødet, når disse programmer ruller over skærmen. Vi vil vise resten af Danmark, hvad Lolland-Falster også er, og at vi er stolte af vores område.
Hvordan kan du være med?
1) Torsdag 23. april kl. 20.00-20.50 og de følgende torsdage i dette tidsrum skal du dele links med de gode historier fra Lolland-Falster sammen med os andre. Du finder de gode links i gruppen “Lolland-Falster Lovestorm”, og under hele programmet beder vi dig dele links på de sociale medier (Facebook, Twitter, Instagram osv.). Det er vigtigt, at du hashtagger med #lollandfalsterlovestorm, så man kan se, at du er en del af dette initiativ. Opfordr også gerne dit netværk til at dele videre.
2) Har du en god historie om enten Lolland-Falster som helhed, en LF-virksomhed eller person, der kommer herfra, eller noget om Danmarks yderområder, så slå det op i gruppen “Lolland-Falster Lovestorm”. Så kan andre hente inspiration der. Gruppen er tænkt som et slags bibliotek eller arkiv over gode historier. Du finder gruppen her:
https://www.facebook.com/groups/1579362772338904/
3) Det er vigtigt, at du ikke bare liker det, som bliver sendt rundt på de sociale medier hver torsdag aften med #lollandfalsterlovestorm. Du skal DELE det, så også DIT netværk, ser det.
Vigtigt
Initiativet er en kærlighedserklæring til Lolland-Falster og er taget af QLF på opfordring fra Tine Vinther Clausen.
Vi har opbygget rammerne, men det er op til hver enkelt at gøre noget og handle. Kun derved vil det få effekt. Vi sætter ikke massivt ind med en informationskampagne, og vi holder ikke øje med om alle områder, ressourcepersoner og virksomheder får lige meget dækning og synlighed, mens initiativet kører. Det er et eksperiment, som skal vokse nedefra, og vi opfordrer alle til at gå ind i det med de kræfter, de har.
/Bestyrelsen bag Quality Lolland-Falster