Lolland-Falster Lovestorm præsenterer Søren Marquardt Frederiksen og Antti Suomalainens portrætserie fra Vestlolland Shining People.
”Jeg bor i en lille landsby, hvor jeg har vandet på den ene side af huset og skoven på den anden side. Jeg købte for et par år tilbage dette faldefærdige fiskerhus, som jeg har lavet om til et lille paradis. Her føler jeg mig fri. Før levede jeg på en villavej i Nakskov, hvor folk er søde, men hvor der er også mange regler for hvad man kan og ikke kan. På villavejen kunne jeg ikke trække ungerne på en slæde efter bilen eller skyde med mit luftgevær uden at der blev set skævt til mig. Hvis jeg byggede en gammel fiskekutter om til et gæstehus i haven ville folk se mig som en galning. Her behøver jeg ikke spørge naboerne om hvornår jeg kan slå min græsplæne, eller tænke over om det er ok, at jeg trækker mine børn efter bilen. Jeg kan gøre det, jeg har lyst til.”
”Jeg fandt en dag skroget fra en kutter på en mark. Planterne groede op gennem den, og den var ved at falde fra hinanden. Det syntes jeg var synd, så jeg købte den for et par flasker vin og brugte den som taget på et gæstehus. Først hejste jeg kutteren op, og så byggede jeg huset under den. Det var besværligt og tog lang tid, men jeg er glad for at jeg gjorde det. Nu kan båden ligge og kigge ud på vandet, og mindes de gode oplevelser den har haft derude. Jeg tror, at båden har en sjæl, og at den føler sig beæret over at få så fin en plads, i stedet for at rådne op på en mark. Det er vigtigt for mig, at respektere den værdighed tingene har. Jeg leder efter et gammelt kompas, der passer til skibet. Det er den slags jeg går og drømmer om. Små detaljer, der fuldender drømmen.”
”Jeg elsker at være tæt på naturen og se fx en ræv jage en mus, eller at gå en tur i skoven om foråret og se bladene blive grønne. Det giver mig en følelse af frihed og af at være en del af naturen. En eftermiddag sejlede jeg ud i min jolle og så nogle fiskestimer der fik vandet til at bruse. Jeg kastede nettet ud og fik hurtigt et par store multer op i båden. Jeg kunne se at der var flere, og kastede nettet ud igen, og jeg fik igen fat i et par stykker. Sådan fortsatte det. Til sidst tog jeg bukserne af og gik ud i vandet i underbukser og samlede multerne op. Jeg var så optaget, at jeg ikke lagde mærke til, at det blev mørkt. Jeg blev bare ved. Jeg fik i alt 26 multer, der vejede 3-5 kilo per styk, eller I alt 120 kg af det fineste fiskekød.
”Jeg elsker at være en del af lokalsamfundet i den lille landsby. En dag tog jeg op til vores lokale restaurant og sagde: ”I må sige til, hvis jeg beder om for meget. Men jeg skal bruge en bil, en trailer og en cykel. Kan I låne mig det?” De sagde ja. En anden aften ringede de til mig og min kone kl. 22 og spurgte om vi ikke kunne hjælpe dem med opvasken, fordi deres køkkenmedhjælper var blevet syg og de havde et stort selskab. Vi tog derned og ordnede opvasken, og da gæsterne var gået, satte vi os ned med et glas vin og spiste resterne. Den slags havde vi aldrig gjort mens vi boede i Nakskov. Men i et lille samfund er man opmærksomme på hinanden og hjælper andre, når de har brug for det.”
”Jeg holder af et langsomt liv. Når man bor i en lille landsby begynder man at lægge til de små detaljer i livet. Når en bil kører forbi huset, kigger man ud og tænker, var det en Volvo eller en Ford? For nylig kørte en ambulance med udrykning ind i landsbyen. Vi blev alle urolige og begyndte at ringe rundt for at høre om alle var ok. Det er sådan livet er her. Vi bekymrer os om hinanden.”
Læs mere om Shining People her