Lolland-Falster Lovestorm præsenterer Søren Marquardt Frederiksen og Antti Suomalainens portrætserie fra Vestlolland Shining People.
”Min glæde er at være sammen med andre, der har samme mål, og som klør på uden vrøvl og brok. Nogle personer ved ikke om de skal til højre eller venstre, eller om de skal vente til i morgen. I Renby er vi 7-8 personer, der vil det samme, og vi går i gang med det samme uden så megen snak. Vi har en mission, når vi går rundt i byen og gør rent, og resultaterne ses med det samme. Det passer til mit temperament.”
”Det giver mig en stor glæde, at gøre en forskel, så byen skinner. Vi har lige fået lavet en hundebar, hvor byens hunde kan få frisk vand og en hundekiks. Jeg har fået en nøgle til brandhanerne, og sammen med nogle af butiksejerne sørger vi for, at vandskålene dagligt bliver fyldt op med frisk vand. Mens hundene drikker vand, kan hundeejerne samtidig tage en pose til at samle deres hundelorte op med.”
”Når vi går rundt i byen, samler vi ukrudt, affald, cigaretskodder og hundelorte op. Sjovt nok er der flere tomme cigaretpakker end hundelorte. Vi gør meget for at opdrage de unge til at rydde op efter sig. For nylig sparkede nogle unge mennesker en skraldespand til 8.000 kroner i stykker. Det er helt tosset. Men vi bliver ved at opdrage på dem, og vi kan se, at det nytter. Byen er blevet pænere at se på.”
”Min drøm er at vi der arbejder i Ren by kan blive ved, og at vi får flere med, så Nakskov kan blive ved med at skinne som en ren by.”
Læs mere om Shining People her