Lolland-Falster Lovestorm præsenterer Søren Marquardt Frederiksen og Antti Suomalainens portrætserie fra Vestlolland Shining People.
”Livets glæde er at arbejde indtil man dør. Så er man rask og rørig. Jeg har haft mit værtshus i 43 år og været ude på langfart som sømand i 20 år. Jeg elsker at arbejde og bliver ved indtil jeg stiller træskoene. Jeg er stolt af, at jeg altid har arbejdet. Jeg synes at alle dem, der går ledige skal have et job, så de kan opleve glæden ved at udrette noget.”
”Min drøm er at min hund bliver rask. Den er otte år og hedder Turbo Diesel, fordi den er så kvik. Men den har tabt 15 kilo og dens egne mundvig er begyndt at hænge. Vi har været til dyrlægen, men de vidste ikke helt hvad der var i vejen med den. Jeg ved ikke hvad der sker. Men hvis den dør bliver jeg ikke som Buster Larsen, da Kvik døde. Døden kommer af sig selv. Det behøver man ikke tænke så meget over.”
”En god ven er det halve liv, og det er min hund. Den sover i fodenden og jeg har en bil kun for hans skyld.”
#shiningpeople #lollandfalsterlovestorm
Læs mere om Shining People her