Spørger man i lokalområdet, er der næppe mange, der ville vide, hvem Allan Feldt er. Men Allan Feldt har allerede opbygget en kendt virksomhed (Aqua d’or), som er afhændet, og nye ting skulle ske.
Det ville være det letteste i verden, at Allan bare stiftede noget nyt eller købte en virksomhed og flyttede den til Københavns-området, hvor Allan foreløbig også er bosiddende.
Men Allan har den vinderånd, der skal til og så sig varm på juicevirksomheden Planteriet i Holeby, der sammen med Christian Lorentz Bagger, var startet og drevet af en anden Lollandsk ildsjæl, Tine Vinther Clausen. Virksomheden har nu skiftet navn til WiSH og er en del af Feldt koncernens, SEiMEi, sikre havn.
Det har også betydet, at virksomheden har fået tilført mange midler til investering i fremtidige arbejdspladser på Lolland-Falster og dermed meget medvind og i skrivende stund er der gang i indretningen af et helt nyt tapperi og nye produktionslinjer i industrikvarteret i Nakskov.
Sideløbende har Allan Feldt stiftet SEiMEi Fonden, som deler penge ud til formål, som er almennyttige, sociale og noget, der falder inden for rammerne af velgørenhed.
Der er fx ydet donationer til spejderne på Langø, en frivillig musikskole på Nørrebro, et Hospice for børn, ”Girl Talk” og børneafdeling 5062 på Rigshospitalet og flere følger snart efter.
Allan Feldt, der er cand. merc.-uddannet, stammer oprindeligt fra et arbejderhjem i Nørresundby, men det forventes, at næste station bliver på Lolland eller Falster, hvor han leder efter en passende bolig til familien.
Tekst: Carsten Andersen