Du har måske hørt om cafe latte-segmentet i København – nu har Lolland fået sit helt eget!
For med åbningen af Café Risteriet har Karen Albrechtsen ført den københavnske cafékultur og dens kaffe til Nakskov på Lolland.
På Café Risteriet rister og maler Karen sine egne kaffebønner. Om aftenen samler hun forfattere, historikere, musikere til oplæg og koncerter på hjørnet af Østre Boulevard og Landmandsvej og skaber rammerne for, at folk på Lolland kan mødes over en kop kaffe eller et glas vin.
Karen arrangerer rødvins- og ølsmagninger, udstillinger, digtoplæsninger og præsteforedrag og åbner dørene, når Dansk Flygtningehjælp holder indsamling.
Derfor har Karen Albrechtsen vist ægte vinderkultur. Hun tør gøre noget andet end de andre, og hun har åbnet en café, der kan måle sig med dem på Vesterbro og Frederiksberg.
Café Risteriet er et moderne forsamlingshus med sjæl, stil og originalitet.
Hun drømte om at åbne en kulturcafé og om at have sit eget sted.
Det fik hun – og det er et, hun deler med hele Lolland.
Tekst: Carsten Andersen. Foto: Søren Rosenberg Jensen