Vi skal tro på os selv.
Vi skal ta og rette ryggen
selvom bakken er lang og stejl
Vi skal tro på os selv
Vi skal ud og finde lykken
Er der vind, skal vi sætte sejl.
[…]
Vi er alle noget særligt
Det skal bare vises frem
Man skal vise verden hvad man kan.
Vi skal tro på os selv
Har vi bolden, skal vi serve.
En lille smule omskrevet var disse ordene som blev sunget ved Far til Fire-forestillingen på Nørregadeteateret i Maribo i december, og hvor passer de dog godt til det der foregår her i Lolland-Falster Lovestorm-gruppen: ”Vi er alle noget særligt – det skal bare vises frem. Man skal vise verden hvad man kan.” Ja, det skal vi. Og det gør vi.
Tak til alle der har bidraget med billeder og historier i 2019. Over 6500 er det blevet til. Det er stadig ekstremt imponerende at Lovestormen fortsætter på denne måde. Vi der gør det administrative arbejde bagved, ved at hele initiativet bygger på gruppemedlemmernes engagement. Fandtes det ikke, var der ingen Lovestorm. Alle er indbudt til at ride med på vores bølge af lokal stolthed og stærk selvbevidsthed, og vi håber at alle – borgere, politikere, embedsværket, foreninger, lokale medier, erhvervsliv og uddannelsesorganisationer – fortsat vil bakke os op.
Lovestorm Årskavalkade 2019
Vi har – ligesom sidste år – kigget på statistikkerne fra Lovestormgruppen, fundet de mest populære opslag fra 2019 og givet dem nogle særlige ”priser”. Se her hvad der blev Årets Foto, hvilken historie der blev Årets Hushistorie, hvem der blev Årets Frivillige og meget andet:
https://www.lovestorm.dk/2019/12/28/lovestorm-aarskavalkade-2019/
Vi har samtidig noteret hvilket foto der var det mest populære i hver måned i 2019, og dem vil vi poste som coverfotos på vores Facebookside ”Lolland-Falster Lovestorm” måned for måned i 2020. Se vores side her: https://www.facebook.com/lollandfalsterlovestorm/
Partnerprogram for virksomheder
I 2019 fik vi igangsat vores partnerprogram. Ni virksomheder gik sammen om at give de første 111.111 kr. som vi nu har til rådighed i vores arbejde for at forbedre italesættelsen af Lolland-Falster. Vi har nået en masse resultater her næsten fem år efter opstarten, men har stadig mange ambitioner. Har din virksomhed lyst til at være en del af vores erhvervsnetværk og støtte med 5000 eller 10.000 kr., så kontakt os endelig på kirsten@lovestorm.dk.
Kortere rejsetid med toget til/fra København
Lolland-Falster Lovestorm vil gerne presse på for at få nedbragt rejsetiden mellem Nykøbing Falster og København. Vi får om få år en ny Storstrømsbro og med i den forbedring skulle der også gerne være lagt op til kortere rejsetid. Der er blevet lovet rejsetid på under en time, og det løfte vil vi holde politikere og de ansvarlige myndigheder op på.
Tanja Beckmann Sørensen gik forrest i november og iførte sig en rød hue for at synliggøre sig selv som pendler i toget. Det gør flere andre også. Vi har lavet en sloganspørgerunde og fået trykt badges, som vi planlægger at uddele med mellemrum på stationen i Nykøbing. Deltag i vores venlige, men faste pres og tag et rødt tørklæde eller en rød hue på næste gang du tager toget. Så ses vi, og det betyder noget.
Logoet som registreret varemærke
Advodan Lolland-Falster samarbejder i øjeblikket med os om at få varemærkeregistreret vores logo. Per Møller Jensen, der har tegnet logoet, har i november overdraget alle rettigheder til vores forening i en skriftlig aftale, og det siger vi ham tusind tak for.
Lovestorm-sangkonkurrence til Nærvær Festivalen i 2020
Har du en sang i ærmet? Så er det måske dig, der skriver årets Lovestorm sang! Nærvær Musikfestival og Lolland-Falster Lovestorm inviterer alle til at deltage i konkurrencen. ⏰ Deadline for tilmelding er d. 20. januar 2020 kl. 12.00
👉 Læs mere om konkurrencen, reglerne og hvordan du kan få hjælp på følgende: https://naervaermusikfestival.dk/lovestorm-melodi-grand-prix.html (Linket findes ikke mere)
Lovestormens Venner
Vi har sammen med de lokale Lovestormambassadører lavet en ny Facebookgruppe der hedder Lovestormens Venner. Den er for alle der gerne vil give en ekstra hånd til bestyrelsen og hjælpe med de mange frivilligopgaver vi har. Du kan tilmelde dig her: https://www.facebook.com/groups/532453097557385/
28.500+ medlemmer lige nu
Lolland-Falster Lovestormgruppen har lige nu mere end 28.500 medlemmer, og vi har aldrig før været flere. Det viser at stormen stadig blæser, at der er interesse for vores arbejde, og at der en udbredt forståelse for at det vi laver, har en betydning.
Events i 2020
Til næste år har vi allerede flere events i kalenderen hvor du kan møde Lolland-Falster Lovestorm.
· Borgermøder om bosætning i samarbejde med Guldborgsund kommune – 13. og 20. januar (læs mere om de to events her: https://www.facebook.com/events/450935265589464/ og her: https://www.facebook.com/events/579272335968615/)
· Verdens Bedste Mandag med Claus Meyer på Hotel Sakskøbing – 13. januar (læs mere her: https://www.facebook.com/events/497808307533444/)
· Nærværfestivalens Lovestorm Melodi Grand Prix – 21. marts
· Lovestormens 5 årsdag – 19. april
· Nærvær Festival – 2. maj
· Madens Folkemøde på Engestofte Gods 15.-16. maj
· FehmarnBelt Days (Weissenhäuser Strand, Oldenburg) 17.-18. maj
· Folkemødet på Bornholm i juni
Herudover er vi også inviteret til at deltage i en række lukkede arrangementer. Vi siger tak for hver en invitation til at få vores budskaber ud.
Medlemskab og kontingent
Vi opfordrer alle privatpersoner der synes godt om Lovestorm-arbejdet, til at melde sig ind som medlem af vores forening. Det koster kun 200 kr. Pengene går til alt muligt: Markedsføringsmaterialer (mærkater, postkort, flyers, bannere), giveaway-ting og salg/varelager, transport (ud over LF), forplejning (fx til frivillige der hjælper os), afgifter, statistik, kontorhold, honorarer til eksterne leverandører (tryk, grafik, web m.m.), honorarer og evt. underskudsdækning ifm. events.
Sådan gør du:
Vil du være betalende medlem, skal du indbetale 200 kr. til konto 6520 4161237 eller på Mobilepay 91284. Samtidig skal du registrere dig på dette link (http://eepurl.com/gcLlmr), så vi kan komme i kontakt med dig og kan overholde persondatareglerne. Betalende medlemmer har ret til at stemme ved generalforsamlingen.
KÆMPE TAK
Til næste år er det fem år siden vi sammen startede Lolland-Falster Lovestorm, og vi vil gerne – igen og igen – sige tusind tak til alle som er med til at drive stormen fremad i hverdagen. Uden opslag, likes og delinger i tusindvis hver måned, kunne Lovestormen ikke være den succeshistorie den er. Også i dag mere end fire år efter. Vi beder alle fortsætte jublen og hylde Lolland-Falster; vi skal holde fast i fortællingen om alt det fantastiske man kan se og opleve på vores skønne sydhavsøer. Tak for hvert et medlemskab, hvert opslag og hver eneste lille kommentar eller like! Det hele tæller!
Med disse ord vil vi ønske alle et godt og lykkebringende 2020! 💫🥳🍾🎶 Vi ser med optimisme frem til hvad det vil bringe!
På vegne af bestyrelsen
Kirsten Sydendal