2020 blev et år vi aldrig glemmer. Danmark oplevede med Covid-19 den største krise siden 2. verdenskrig. En krise der var verdensdækkende, og som vi her ved årsskiftet faktisk stadig ikke rigtig ved hvornår ender. Forhåbentlig sker det i 2021.
Lolland-Falster Lovestorm blev heldigvis ikke ramt afgørende hårdt af krisen. Vi kunne ikke lave de events, vi havde regnet med, men ser man bort fra det, blev 2020 et rigtig godt år. Danmark lukkede ned i lange perioder, og det at rejse udenlands blev rigtig svært og risikofyldt. Derfor vendte danskerne øjnene og opmærksomheden mod det danske ferieland, og det havde vi glæde af på Lolland-Falster. I Lolland-Falster Lovestorm steg medlemstallet i gruppen bemærkelsesværdigt, og aktiviteten i gruppen slog igen i år rekorder.
Ny hjemmeside
Vi er stolte af at kunne fortælle at vi har lavet en version 2.0 af vores hjemmeside. Det er her du fx finder nyt om varer med Lovestormlogoet og mange andre informationer. Vi håber du vil besøge siden, som du finder på adressen www.lovestorm.dk.
32.000 medlemmer lige nu
Lolland-Falster Lovestorm-gruppen har lige nu mere end 32.000 medlemmer, og vi har aldrig før været flere. En vækst på 3.500 nye medlemmer i løbet af 2020. Det viser at stormen stadig blæser, at der er interesse for vores arbejde, og at der en udbredt forståelse for at det vi laver, har en betydning.
Varer med Lovestormlogo
Bestyrelsesmedlem Mette Aagaard er ansvarlig for indkøb og salg af vores varer med Lovestormlogo. Vi fik i december både ansigtsmasker og T-shirts på hylderne. Mette kan kontaktes på mette@lovestorm.dk, og du kan også se på linket hvor man kan købe varerne. Der er dog lukket de fleste steder nu pga. den aktuelle Covid-19-nedlukning.
https://www.lovestorm.dk/2020/12/11/nye-t-shirts-og-ansigtsmasker-med-lovestormlogo/
Medlemskab og kontingent
Vi nåede i 2020 op på over 300 betalende medlemmer. Det er en rekord som vi glæder os meget over. Vi opfordrer alle privatpersoner der synes godt om Lovestorm-arbejdet, til at melde sig ind som medlem af vores forening. Det koster kun 200 kr. Pengene går til alt muligt: Markedsføringsmaterialer (mærkater, postkort, flyers, bannere), udvidelse af varelager, transport (ud over LF), forplejning (fx til frivillige der hjælper os), afgifter, statistik, kontorhold, honorarer til eksterne leverandører (tryk, grafik, web m.m.), honorarer og evt. underskudsdækning ifm. events.
Sådan gør du:
Vil du være betalende medlem, skal du indbetale 200 kr. til konto 6520 4161237 eller på Mobilepay 91284. Samtidig skal du registrere dig på dette link (http://eepurl.com/gcLlmr), så vi kan komme i kontakt med dig og kan overholde persondatareglerne. Betalende medlemmer har ret til at stemme ved generalforsamlingen.
Erhvervspartnere
Vi vil gerne sige tak til alle vores erhvervspartnere gennem 2020. De har en stor del af æren for at vi har de handlemuligheder vi har. Du kan se listen over vores partnere her:
https://www.lovestorm.dk/erhverv/erhvervspartnere-i-2020/
Tak til Lovestormambassadørerne
Vi har lokalt et netværk af Lovestormambassadører der forbinder os til de forskellige lokalområder på Lolland-Falster, og alle dem vil vi også gerne sige tak til.
Man kan læse om dem i Folketidendes LF Livsstil, og vi håber også at få deres historier ind på vores egen hjemmeside i 2021.
https://folketidende.dk/specialaviser#livsstil
Årskavalkade 2020
De allermest populære fotos og historier fra året der er gået, har vi givet forskellige ”priser” og samlet i en digital Årskavalkade 2020, som du kan se her:
https://www.lovestorm.dk/2020/12/21/aarskavalkade-2020/
Rejseinspiration fra 2020
I 2020 fandt flere tv-programmer til Lolland-Falster, såvel danske som tyske. Du kan se eller gense dem her på linkene og måske få inspiration til nye oplevelser i vores skønne område.
https://www.lovestorm.dk/2020/12/23/rejseinspiration-fra-dr-tv2-og-ndr/
KÆMPE TAK
Vi vil gerne – igen og igen – sige tusind tak til alle som er med til at drive stormen fremad i hverdagen. Uden opslag, likes og delinger i tusindvis hver måned, kunne Lovestormen ikke være den succeshistorie den er. Også i dag mere end fem år efter. Vi beder alle fortsætte jublen og hylde Lolland-Falster, for vi skal holde fast i fortællingen om alt det fantastiske man kan se og opleve på vores skønne sydhavsøer. Tak for hvert et medlemskab, hvert opslag og hver eneste lille kommentar eller like! Det hele tæller!
Tak til alle der har bidraget med billeder og historier i 2020. Over 7600 opslag er det blevet til (mod 6500 i 2019). Det er stadig ekstremt imponerende at Lovestormen fortsætter på denne måde. Vi der gør det administrative arbejde bagved, ved at hele initiativet bygger på gruppemedlemmernes engagement. Fandtes det ikke, var der ingen Lovestorm. Alle er indbudt til at ride med på vores bølge af lokal stolthed og stærk selvbevidsthed, og vi håber at alle – borgere, politikere, embedsværket, foreninger, lokale medier, erhvervsliv og uddannelsesorganisationer – fortsat vil bakke os op.
Palle Lund Jørgensen skrev for nylig i Lovestormgruppen:
Jeg kommer oprindeligt fra Moseby på Falster. Har boet en årrække i København, men er nu flyttet til Nysted på Lolland. Kan så meget mærke at Sydlændningene på Sydhavsøerne har rejst sig og nu endeligt langt om længe tør stå ved deres egn. Man begynder alle steder både i det store og små , at se og mærke den spirende optimisme. Danmark er et fedt sted at bo og Sydhavsøerne er absolut topklasse med fed natur og små hyggelige byer. Er man til kajak og overnatning i det fri får man på Sydhavsøerne valuta for alle pengene… Prøv udfordringen at sejle Falster eller Lolland rundt i Kajak… Det duer.
Med Palles ord vil vi ønske alle et godt og lykkebringende 2021! Vi ser med optimisme frem til hvad det vil bringe!
Bestyrelsen i Lolland-Falster Lovestorm
Kirsten Sydendal, Peter Engberg Jensen, Philip Rasmussen, Niels Bjerregård, Mette Aagaard, Heidi Vestergaard, Martin Stahl, Liselotte Paaske Nielsen og Marianne Christiansen