Tak til alle der deltog i vores Lovestormfest i går d. 30. april på Guldbosund. Det blev en dejlig aften med rigtig god mad fra Guldbosunds køkken v. Anders Theil.
Ole Sloth som er ny administrerende direktør ved Folketidende, holdt tale. Det var interessant at høre om Folketidende set fra direktørens stol, og vi glædede os alle over at han er på boligjagt lokalt!
Vi fik fordelt de flotte sponsorgaver som vi havde fået af Den Grønne Verden på Søllestedgaard Gods, GoMystery, Brigitte Wager og Egelund Massage & Zoneterapi.
Der var også fællessang hvor Jan Borre akkompagnerede til Eva Matjekas sang “Hvad var det dog der skete” til sidst til Yvonne Halskovs sang “Der hvor Lovestorm sætter spor”. De sange får os virkelig til at mærke sammenholdet og fællesskabet på Lolland-Falster. Så tak for dem, og tak til Jan Borre!
Bandet 4xLarsen spillede Gasolin og Kim Larsen og hos mange vakte det minder om koncerter og andre oplevelser med Gasolin. Tak for en flot musikoplevelse!
Hele bestyrelsen siger tak for denne aften til gæsterne. Uden jer var der ingen fest!