Sommer er lig med folkemøder, og Lolland-Falster Lovestorm er med.
Af Vibeke Hellmann
Sommer er lig med folkemøder, og Lolland-Falster Lovestorm er med.
Det første folkemøde vi deltog i denne sommer var Madens Folkemøde på Engestofte Gods ved Maribo. Vi har været der hver gang, enten med egen stand eller som i år, hvor vi var med på Guldbogsund Kommunes stand. Det var flot solskin og mange besøgende, det er altid en fornøjelse at være med på smukke Engestofte. Til august er vi også på Folkemøde Møn, og igen sammen med Guldborgsund Kommune, der sætter fokus på det gode liv her. Folkemødet Møn vokser, vi ser frem til at være med i år.
Så er der det store Folkemøde, ja det på Bornholm. I år besluttede vi at deltage derovre på solskinsøen. Det var meget spændende at være en del af den kæmpe event. Særlig imponerende var det at se skonnerten Johanne af Nakskov på en af de bedste pladser i havnen i Allinge. Ja, vi blev lidt stolte.
Bravo for at Business Lolland-Falster havde tage det initiativ . Det blev vores faste mødested, både for at opleve de gode debatter der, også blot at mødes med andre der var med til at sætte Sydhavsøerne på dagsordenen eller nye kontakter vi fik skabt.
På Folkemødet er det nemt at komme i samtale med både politikere og de andre gæster, ja selv i butikkerne fik vi mange gode samtaler. En aften fik to af os en dejlig snak i en butik om, hvordan det ville være for ejeren af butikkens venner at flytte til Stubbekøbing. De var nemlig ved at se på hus i netop Stubbekøbing. Vi gav vores varmeste anbefalinger.
Der er ingen tvivl om, at vi her på Lolland-Falster kan lære noget af Bornholm og af, hvordan de derovre har formået at gøre øen “hot”.
Ja, vi suger inspiration til os, så Lolland-Falster Lovestorm fortsat kan booste vores landsdel endnu bedre. Fortsat god sommer. Vi ses på Folkemøde Møn d. 19. august 2023.