LF Folketidendes 150 års jubilæum

Herunder ser I LF Lovestorms jubilæumshilsen til Lolland-Falsters Folketidende i anledning af deres 150 års jubilæum.

Vi deltog også ved jubilæumsfesten på Nykøbing F. Torv d. 30. september, og vi bringer herunder billeder fra dagen samt Guldborgsund og Lolland Kommuners hhv. borgmester og viceborgmester.

Anne Gyrithe Schütts jubilæumsmaleri
Anne Gyrithes maleri blev afsløret og blev taget virkelig godt imod af publikum. Her kan I se folks kommentarer i LF Lovestorms gruppe:
https://www.facebook.com/groups/lollandfalsterlovestorm/posts/3508341779440984/

Billeder fra dagen
Herunder lidt billeder fra den festlige dag på torvet i Nykøbing:

Simon Hansens tale (Guldborgsund Kommune)

Kære alle sammen.

Hvad skulle vi gøre uden Folketidende?
Hvordan skulle vi vide, hvad der sker på Lolland-Falster, hvis vi ikke havde Folketidende?
Hvordan kan vi følge med i hverdagslivet – erhvervslivet – og kulturlivet – uden Folketidende?
Hvordan skulle vi vide, hvad os politikere beslutter, overvejer eller har af visioner, hvis det ikke var for Folketidende?
Jeg ved det faktisk ikke.

Gennem 150 år har Lolland-Falsters Folketidende givet os noget at tale om. Sammen. Avisen har bragt os nyheder fra vores egn, fra Danmark og fra det store udland.

Den har givet os panderynker, smil på læben og den viden, som vi ikke kan leve uden, når vi skal tage aktivt del i vores lokalsamfund og i vores demokrati.

Kort sagt, så er Folketidende et lokalt samlingspunkt, der er med til at binde os sammen.

I husker nok alle sammen serien Matador. Jeg har i hvert fald set den en del gange efterhånden, og jeg kommer nok også til at se den igen.

Og hvorfor nævner jeg Matador? Jo, for et – måske lidt skjult – omdrejningspunkt er jo aviserne. Alle karaktererne læser avis, og mange af scenerne kredser om de lokale nyheder fra Korsbæk og fra krigens indtog i Danmark.

Hans Christian Varnæs, Oberst Hachel og det bedre borgerskab læste Korsbæk Tidende. De fik ofte kaffen galt i halsen eller stivet deres selvopfattelse af, når de læste om sig selv eller om deres venner og fjender i avisen. Ja, og Oberst Hachel dør som bekendt af et hjerteanfald under sit sygehusophold, da han i Korsbæk Tidende læser nyheden om, at hans ærkefjende, general Prior, er blevet hærchef.

Den lidt kulturradikale trio bestående af Elisabeth Friis, Kristen Skjern og Doktor Hansen hentede også deres viden fra Korsbæk Tidende – og fra Politiken.

Røde læste Socialdemokraten. Og det kan jeg jo godt forstå 🙂
 
Her på Lolland-Falster har der også været mange lokale aviser engang. Parti-pressen, som man kaldte det, for hver avis havde en partipolitisk orientering og viste os verden gennem partipolitiske briller.

Sådan er det ikke længere. Og måske heldigvis for det. For selvom aviserne og nyhedsmedierne godt kan have en bestemt orientering på lederplads, så er mediernes fornemmeste formål at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle information så objektivt som muligt.

I dag har vi Folketidende. En avis, der har fulgt os i generationer gennem 150 år.

Som så mange andre her på Lolland-Falster, så er jeg også selv vokset op med Folketidende. Min farfar var en flittig læser, og han lå ofte på sofaen med avisen.

Efterhånden som timerne gik sank han længere og længere ned i de bløde puder og endte som regel med at falde i søvn med avisen over sig. Ja – dengang var den så stor, at den kunne bruges som dyne 🙂

Folketidende er en avis om det lokale for de lokale. Det betyder også, at de fleste af os på et eller andet tidspunkt har været i avisen. Det kan være i reportagen fra det lokale kræmmermarked, fra Frugtfestivalen, fra åbningen af en ny butik eller fra en demonstration mod noget, vi er sure over.
 
Jeg var lige fyldt seks år, da der var et billede af mig i avisen første gang. Det var efter et indendørs fodboldstævne i Lindeskovshallen. Jeg stod på mål, og fotografen fangede mig efter en redning. Men billedteksten afslører, at jeg måske ikke redede alle boldene, for ”målmanden var ikke altid på sin plads, men her lykkedes det,” som der stod.

Ja, man bliver fanget i det man gør og siger i Folketidende. Og måske havde avisen ret, for jeg er som bekendt ikke blevet professionel fodboldspiller.

Og nu, hvor jeg er politiker og borgmester, så betyder det også, at der både uddeles roser og masser af ris til mig og mine byrådskolleger. Det sidste kan da godt være irriterende, men det er nødvendigt med det kritiske blik.
 
Det er nødvendigt, at ikke kun os politikere, men også alle andre kilder, der optræder i avisen, bliver holdt op på løfter og udsagn. Det er vigtigt, at der er journalister bag, der har gjort sit arbejde ordentligt. Som stiller de kritiske spørgsmål, og som skiller holdninger fra fakta. Det må I aldrig holde op med. Det er essen af god journalistik.

For vi lever i en tid, hvor nyheder kommer i mange former og farver. Og hvor nyhederne ikke altid kommer fra troværdige kilder eller medier.

Selvom mange os heldigvis stadigvæk følger med i de klassiske medier, så er sociale medier blevet en af de største kilder til information. Men her kan vi ikke som borgere altid gennemskue, hvor nyheden kommer fra, eller hvem afsenderen er.
 
Fake News er i mine øjne en af de største trusler mod demokratiet. Hvordan skal jeg som medborger agere, hvis jeg ikke ved, hvad der tilnærmelsesvist er sandt? Hvis jeg ikke kan regne med, at vi har et fælles udgangspunkt, som vi hver især kan have en holdning til eller en mening om? Hvis vi ikke har noget fælles, vi kan diskutere?

Og det er måske særlig farligt i et land som vores, som er båret af tillid. Tillid til myndighederne, tillid til det, vi læser, ser og hører. Tillid til hinanden.

Vi skal passe på, at den tillid ikke begynder at smuldre, fordi folk, der vil os det ondt, sender falske nyheder, falsk videnskab og falske hændelser ind i vores feed på sociale medier.
 
Hvis tilliden forsvinder, så er jeg oprigtigt bange for, hvad det gør ved vores samfund og ved vores fællesskab. Uanset holdninger og politisk ståsted, så er vi ingen uden hinanden. Vi kan ikke klare os selv. Vi er afhængige af vores fællesskaber. Det gælder det helt nære fællesskab med naboen over hækken, og det gælder det helt store fællesskab i Kongeriget Danmark.

Vi må aldrig holde op med at interessere os for, hvad der sker i verden omkring os. Vi må aldrig slippe den kritiske sans. Og her er de klassiske medier de troværdige briller, vi har brug for. Det er det filter, der skal sikre, at vi har et fælles ståsted. At vi kan sortere skidt fra kanel. Falske nyheder fra rigtige nyheder.

Jeg ved godt, at mange tjenester er blevet gratis i disse dage. Vi er blevet vant til, at vi ikke skal betale for nyheder, musik, kunst og kultur. Alt det, som danner os og er helt afgørende for vores fælles samfundskontrakt.
 
Men at det er blevet sådan, er en sandhed med modifikationer. For det koster faktisk penge at lave rigtige nyheder. Det koster penge at have journalister til at grave fakta frem og til at finde djævlen i detaljen. Det koster penge, at du og jeg kan holde os opdaterede om, hvad der sker i nabobyen, på rådhuset eller på den lokale skole.

Derfor vil jeg også gerne på denne mærkedag for Folketidende sende en kærlig opfordring til alle mine medborgere. Vi bliver nødt til at holde fast i vores nyhedsmedier. Lokale som landsdækkende. Vi bliver nødt til at holde fast i det, der binder os sammen og som giver os et fælles ståsted. Ellers mister vi noget af det mest værdifulde, vi har: Vores demokrati, vores sammenhold og vores tillid til hinanden.

Kære Folketidende. Kære alle sammen. Vores fælles ståsted har rundet de første 150 år. Jeg håber inderligt, at avisen kan fejre mange flere jubilæer i fremtiden. Det har vi brug for. Stort tillykke med de første 150 år. Og tak for ordet!
 

Viceborgmester Henrik Jacobsens tale (Lolland Kommune)

Kære alle sammen – velkommen til torvet i Nykøbing – velkommen til Folketidendes 150-års fødselsdag –

Jeg hedder Henrik Jacobsen, og jeg er viceborgmester i Lolland Kommune.

Jeg vil gerne lægge ud med at sige tak, fordi jeg har fået æren af at holde jubilæumstale her i dag. Det har jeg glædet mig til.

Man ved jo, hvad der kan ske når man giver en mikrofon til en politiker – men bare rolig – jeg skal nok gøre det kort!

For sikken et fantastisk program, der er planlagt. Det er jo ren folkefest – lige i Folketidendes ånd – og her til morgen var det Folketidende der gav alle os borgere en fødselsdagsgave – en særudgave af Folketidende – jeg lagde mærke til tykkelsen af den – det tyder godt for fremtiden.

For et par uger siden var jeg ude og lykønske en borger i Maribo med hans fødselsdag – han fyldte 102 år. For mig var det det det højeste antal år jeg nogensinde havde lykønsket nogen med – men det overgås dog alligevel af dagens fødselar !

For det er jo ikke ligefrem hver dag, at vi kan fejre en 150-års-fødselsdag, og da slet ikke for et stort, lokalt mediehus. Faktisk er der ikke mange andre mediehuse, der kan prale af så lang og flot en historie som Folketidendes – det kan vi godt være stolte af her på Lolland-Falster.

Jeg vil ikke kede jer med et længere uddrag af verdenshistorien, men prøv alligevel, at tænke tilbage på, hvor meget, der er sket på 150 år.

Husk – Folketidende blev grundlagt lige efter ”Stormfloden i 1872”.
Et par nedslagspunkter – H.C. Andersens død i 1875, industrialisering, to verdenskrige, kvindefrigørelse og det moderne gennembrud til en ny samfundsorden med masseproduktion, bakelit – plast, en vild elektronik- og IT-revolution – den spanske syge, Covid-19, den såkaldte vinterkrig og en månelanding.

Dengang – for 150 år siden – var grundloven stadig ny og vores demokrati en skrøbelig størrelse. De store partier havde travlt med at manifestere sig, og enhver by med respekt for sig selv havde mindst 4 aviser – en for hvert af de store partier. Dengang var avisen jo først og fremmest et politisk talerør, der skulle bruges til at hverve medlemmer.

Heldigvis udviklede det sig hurtigt og aviserne blev meget mere end det. Med en bredere nyhedsdækning, info om arrangementer, annoncer, jobmuligheder, tilbud fra de lokale butikker og meget, meget andet. Stort som småt. Internationalt, nationalt og ja, lokalt.

I alle årene har Folketidende forstået at følge med tiden, tilpasse sig nye behov og matche de lokale borgeres efterspørgsel. Så mens andre mediehuse og aviser måtte lukke ned, i takt med at TV og radio brød frem, levede Folketidende videre.

Helt frem til i dag, hvor vi kan fejre den store fødselsdag.

Og hvis jeg på en dag som i dag skal se lidt fremad; Ja, så er udfordringen jo ikke just blevet mindre. For med den teknologiske udvikling og de sociale medier, har vi alle fået en ny hverdag. Og pressen nye arbejdsvilkår.

Alle og enhver kan i dag levere info til hvem som helst, når som helst, hvor som helst og om hvad som helst. Det tager kun et splitsekund! Og det foregår døgnet rundt, året rundt – uden pauser.
Vi følger med på nettet, hvor man i øvrigt kan søge indtil man finder den sandhed man ønsker – vi er på Twitter (eller X som det jo hedder nu), TikTok, Instagram, Facebook, youtube, LinkedIn og hvad de nu ellers hedder.

For der er jo efterhånden mange platforme, og det er svært at holde styr på dem. Især hvis man som mig er blevet lidt grå i toppen, og ikke er vokset op med en smartphone i hånden – men med en rigtig avis.
Det er let at spørge, om medierne – den gode, gamle presse – overhovedet kan være med? For hvad skal vi egentlig med Folketidende i dag? Har pressen stadig en rolle?

For mig er svaret let nok – Ja! Måske mere end nogensinde før.

For det første har vi har brug for en fri, uafhængig og kritisk presse, der kan sortere og vurdere de enorme mængder af information, der flyver omkring os. En kvalitetssikring og et skjold mod fake news.
Det får vi hos Folketidende. Endda også uden at der bliver slækket på tempoet – for med solid onlinedækning, brug af sociale medier, live streams, egen radiostation og meget andet, leverer det gamle mediehus stadig varen, når det handler om aktuel nyhedsdækning.

For det andet har Folketidende også en større rolle, når det handler om dannelse og uddannelse. Her tænker jeg på information, der rækker ud over den almindelige nyhedsstrøm: Artikler, der går bagom – Graver dybere – Gør os klogere. Det har vi brug for – det bliver vigtigere i fremtiden.

Og for det tredje, så er et lokalt mediehus med til at skabe samhørighed og fællesskab. Det kan binde os sammen – som område – som mennesker – og som lokalsamfund. Det giver en fælles identitet og en følelse af at høre til, når man læser om de mennesker man kender – de områder man kender.

En lokal opslagstavle.

Med andre ord; Nyhedsdækning, dannelse og samhørighed – det er tre fantastiske formål, som er afgørende for vores moderne demokrati og samfund. Og det er tre opgaver, som jeg oplever, at Folketidende har løftet og har taget på sig på flotteste vis. I dag, såvel som i de seneste 150 år.
Og sådan vil det forhåbentligt fortsætte i mange år frem.

For efterhånden mange år siden, var der en lille trold – på TV i et underholdningsprogram. Der er nok nogle, der kan huske ham – Hugo hed han – skærmtrolden Hugo blev han kaldt.
Han skulle samle guldklumper op uden at blive ramt af guldgraverdynamiteksplosioner – og så havde han den gennemgående kommentar; ”Hvor skal du hen, du?”

Kære Folketidende – Mange år ligger bag dig, men fremtiden og forhåbentlig flere år ligger foran dig – der er nu gået 150 år siden den første avis – og Hugo ville nok spørge; ”hvor skal du hen, du?”.
Jeg håber, at din vej fortsat vil være fyldt med sprængfarlige artikler og redaktionelle guldklumper, som du kan samle op på vejen.

På vegne af Lolland Kommune vil jeg ønske Folketidende og alle i det store mediehus et stort tillykke med de første 150 år og al muligt held og lykke i fremtiden!

Jeg synes det er på sin plads at råbe hurra for Folketidende – 150 er nok for mange, men vi kan jo tage 3 korte …

Folketidende længe leve – !!! ! ! !
Tak – og tak for ordet.