Fra Lolland-Falster Lovestorm ønsker vi godt nytår til alle, der følger os og bakker op – både til alle ”gamle” trofaste følgere og til alle de nye.
Året 2023 har været et aktivt år med mange opgaver og resultater. I denne nytårshilsen vil vi fortælle lidt om, hvad vi har arbejdet med i 2023.
Generalforsamling og foreningsmedlemmer
I april holdt vi generalforsamling i Nysted, hvor vi også havde inviteret de to lokale forfattere og historiefortællere Marianne Christensen og Gittemie Eriksen til at holde en personlig talk om deres Lolland-Falster.
I starten af året satte vi det nye abonnementssystem i gang via Mobilepay, og vi er glade for at vi på dét område slipper for at opkræve kontingent hvert år hos alle medlemmer. Alle, der vil, kan fortsat lave éngangsindbetalinger via Mobilepay og bank. Vi havde et mål om at overgå forrige års 318 medlemmer, og det er lykkedes. I 2023 havde vi i alt 411 foreningsmedlemmer. Tusind tak for det!
Lovestormflag og merchandise
Det er fortsat Bertina Møller, som bestyrer salget af både små og store Lovestormflag. Vil du købe et flag, så kontakt Bertina via sms på 26 19 51 75. Husk at måle din flagstang inden du bestiller, så du får et, der passer til højden.
Vi er også i gang med at bestille nye Lovestorm-T-shirts, som kan købes i 2024. Guldsmed Mie Skytt producerer Lovestorm-smykker, og keramiker Karina Sandau Jensen fra Dannemare kan levere keramik (kopper og skåle) med vores flotte Lovestorm-logo.
Whitsun – Lollands nye festival – for 2. og 3. gang
I 2023 deltog vi fra Lolland-Falster Lovestorm ved Whitsun-festivalen på Christianssæde for anden gang. Det blev igen en stor succes med god musik, lækker mad, øl og drinks under de store træer i den smukke park ved Christianssæde, og vi er stolte af at have været med til at fortælle om dette nye tiltag til alle vores følgere.
I år havde vi ansvar for, hvad der foregik på talkscenen (festivalens foredragsscene), og vores frivillige deltog også med en stand og fik talt med mange mennesker. Vores logo og koncept står under festivalen tydeligt frem som den organisation, der samler og deler de positive historier fra vores område.
Vi deltager igen i 2024 med ansvar for talkscenen og et stort hold frivillige. Alle betalende medlemmer af Lolland-Falster Lovestorm, der køber billet til Whitsun, kan få en voucher til en gratis Lovestormdrink fra Frederiksdal, doneret af festivalen.
Bornholms Folkemøde
I mange år har vi gerne villet deltage ved Bornholms Folkemøde, og det lykkedes i år. Mette Aagaard, Vibeke Hellmann, Bertina Møller og Margit Bjørck drog af sted – og havde til lejligheden fået produceret jakker med vores logo, så ingen var i tvivl om, hvor de kom fra. De fik synliggjort Lolland-Falster og fik talt og netværket med både politikere og andre folkemødedeltagere, som genkendte det, vi står for. Det var en stor oplevelse, og vi håber at kunne deltage en anden gang igen.
Deltagelse mange steder
Ud over Whitsun og Bornholms Folkemøde har vores bestyrelse og frivillige har været til stede ved Karmafest i Nykøbing, Madens Folkemøde, Møns Folkemøde, Foreningernes dag i Nykøbing, velkomstarrangement i Nakskov, tilflyttervelkomst i Nysted og Idestrup samt til kulturrådskonferencen i Nakskov. Lolland-Falster Lovestorm har desuden været del af Galleri Matthies efterårsudstilling.
Ambassadørnetværket
Mette Aagaard står i spidsen for vores Lovestormambassadører. Gruppen drøfter, hvilke arrangementer Lolland-Falster Lovestorm kan deltage i, og der udveksles ideer om stort og småt. Lolland-Falsters udvikling og potentialer er et tema der går igen ved møderne.
40.000 Facebookmedlemmer og udvidet erhvervsnetværk
I december nåede vi 40.000 medlemmer i Facebookgruppen. Det er rundt regnet det dobbelte af, hvad vi var efter de første fire dage, da vi startede i 2015.
Vi spurgte i den anledning tre virksomheder, om de ville markere denne milepæl sammen med os. De takkede ja, og vi har nu ”Nota” fra Nakskov og ”Dem fra Nordlunde” samt en anonym virksomhed med blandt vores erhvervspartnere. De har til sammen givet 25.000 kr. til vores arbejde. Tak for det!
Begivenheder i Lovestormgruppen
Mange vil gerne dele events i vores gruppe, men vi opfordrer til at man i stedet bruger vores eventgruppe ”Lokale events – #lollandfalsterlovestorm”. Her har vi ved årets afslutning over 6600 medlemmer.
Omvendt vil vi rigtig gerne have at man i Lolland-Falster Lovestorm fortæller om begivenheden i billeder og ord, når den er slut – og er blevet til en god historie. Historierne giver et dybere indblik i alt det, der sker på Lolland-Falster, end blot en masse overskrifter, datoer og tidspunkter, som konkurrerer om læsernes opmærksomhed.
Tak!
Tak til alle der har støttet os i det forgangne år. Vi er dybt taknemmelige over, at så mange mennesker tilfører os historier, energi og ressourcer, så vi kan fortsætte arbejdet.
Med denne tak ønsker vi alle et godt nytår!
#lollandfalsterlovestorm
På vegne af hele bestyrelsen
Kirsten Sydendal