Ellen-Sofie Schuldt-Larsen skrev 22. april et langt indlæg, som mange kunne lide.
Direkte link til Ellen-Sofies indlæg på Facebook
Nu har jeg siddet i et-par-tre dage og overvejet om jeg skulle skrive dette indlæg eller ej, men jeg tror sgu’ jeg gør det. Det drukner nok i alle de andre indlæg, men så har jeg fået det SAGT !#lollandfalsterlovestorm
Jeg er født i et af de første krigsår i Rødby Havn, hvor jeg havde en dejlig barndom på landet med heste, grise køer og – nej ingen får, men katte, høns og ænder. Marker, der blev dyrket af mine forældre, korn der skulle sås og høstes, roer, der skulle luges (med håndkraft) og trækkes op, det hadede jeg dog, navnlig at trække dem op!
På et tidspunkt flyttede jeg til Maribo, som jeg forlod ”i al hast” i 1961 af rent private grunde, så jeg endte ca. 20 år gammel i Nordsjælland, Hillerød, på nordkysten tæt ved Rågeleje og til sidst i Helsingør.
Min mand, som jeg fandt i Nordsjælland, og jeg kørte jævnligt til Lolland for at se min fødeegn og besøge min familie her. I Helsingør havde vi nogle gode venner, som jeg i ca. 1990 fortalte, at vi havde været en tur ”nede på det flade Lolland”. Ajjj! Han blev fyr og flamme, han var dengang ansat ved toldvæsenet og havde søgt en stilling som tolder i Rødby Havn, som han desværre ikke havde fået, og det var han meget ked af, for han (han var københavner) ville SÅ forfærdelig gerne bo på Lolland, og han spurgte om jeg dog ikke kunne tænke mig at flytte tilbage!
Mit svar var: ”Nej! Vorherre bevares!” ikke anende, at nemesis lurede i baggrunden, eller jeg skal måske nærmere sige i fremtiden.
Det hus, min mand og jeg havde i Helsingør, var ”for lille”, mest fordi vi begge drev virksomhed derfra, og vi havde længe talt om at flytte til noget større, men huspriser i Nordsjælland er jo huspriser i Nordsjælland, så det havde vi forkastet, det rakte vores pengepung ikke til.
Så en sommer for godt 20 år siden besøgte vi min familie på Nordvestlolland. Dejlig mad, hyggeligt og varmt samvær, frokost i en dejlig store havestue, fuglesang og frisk luft, dejligt stort hus med MASSER af plads. På et tidspunkt spurgte min mand, hvad de havde givet for SÅDAN et dejligt hus. 350.000 var svaret, og så var der lige lagt helt nyt tag på! Hvad?? Du mener vel 1 million og 350.000. Næee, nej, vi havde hørt rigtigt. Min mand (han var – udover at være selvstændig – regnskabschef i et olieselskab) så NOGET tænksom ud over DET svar, men sådan var huspriserne på Lolland – også dengang.
Dagen gik på hæld og vi takkede for en dejlig dag med dejlig mad m.m., og satte kursen nordpå mod vores ”lille hus” i Helsingør. Da vi kører på omfartsvejen ved Lyngby, der hvor man kan se det dengang store blå vandtårn inde til højre, siger min mand så pludselig: ”Vi kunne jo også flytte derned!” ”Hvor ned?” spurgte jeg. ”Til Lolland!” var hans svar. Til Lolland, jeg blev nærmest stum af overraskelse. Min mand var ”gammel Hornbækker” og meget glad for Nordsjælland, og vi havde aldrig talt om at flytte væk derfra.
Efter at have været hjemme i vores ”lille hus” et par dage, blev vi enige om at bede min familie på Nordvestlolland om ”hjælp”, sende os lokale aviser m.m, hvor vi kunne se på huse – – og priser (det var før internettets ”gyldne tider”), hvilket resulterede i, at vi kørte herned endnu to gange den sommer for at se på huse sammen med familien.
For at gøre en lang historie lidt kortere resulterede det i, at vi efter vort andet besøg, købte det hus, jeg nu bor i.En ”sjov” lille detalje i forbindelse med vores flytning herned var, at min mand bl.a. ringede til den daværende kommune (det var før kommunesammenlægningen) og bad om at få en lokal vejviser tilsendt. Kommunen spurgte, hvad vi skulle bruge den til. Jo vi havde købt ejendommen der-og-der, og – – – her blev min mand afbrudt af kommunen: ”Hvad vil I bruge DET hus til?!?” Joee, vi havde da tænkt os at BO i det! ”Og hvad vil I så LEVE af?” var spørgsmålet fra kommunen.
Jeg tror nok min mand blev temmelig overrasket over DET spørgsmål, men han forklarede jo så, at vi var selvstændige erhvervsdrivende, og at han desuden var regnskabschef hos et olieselskab under afvikling i Danmark og, at det job sagtens kunne varetages fra Lolland.
Senere – efter at vi var flyttet herned – fandt vi ud af, at kommunens spørgsmål nok grundede i, at der var en del kommuner i Københavns-området, der havde den politik at ”eksportere mindre gode betalere” til lollandske kommuner.
Nå. Vi fik vores lokale vejviser, vi fik fat i en lokal elektriker, der udførte arbejdet til vores fulde tilfredshed (han blev lukket ind af min familie, der havde fået nøgle til huset), og efter en god månedstid flyttede vi ind med alt vores habengut.
JUHU! Her var plads, frisk luft, STILLE, når man gik tur om aftenen, og MØRKT, så man kunne se stjernerne, og alle var søde og hjælpsomme, MÅSKE også lidt forbeholdne i starten, indtil de fandt ud af, at vi ikke ”bare” var nogle storsnudede køwenhavnere, der var flyttet på landet og kunne finde på at bede landmanden, der mejetærskede sin mark ved siden af, om at holde op med det, ”for det støver og jeg har lige hængt vasketøj ud!” (har hørt om sådant et eksempel, damen bor her ikke mere).
En anden ting, vi også lagde mærke til, da vi flyttede herned, var hjælpsomheden i forretningerne. Når man kom ind i en forretning i Nakskov – ja, eller Maribo eller hvor vi nu handlede, var der straks en venlig og sød ekspedient, der spurgte om han/hun kunne hjælpe med noget. DET var vi ikke vant til fra Nordsjælland, der kunne man trave rundt i forretningerne, næsten uden at nogen bemærkede det.
Så jeg har SLUGT mit: ”Nej! Vorherre bevares!” mange, mange gange siden. Jeg er lykkelig for at være flyttet tilbage til Lolland, hvor jeg igennem alle årene har nydt naturen, fuglene, dyrene vilde som tamme på markerne, blomsterne, duften fra nyhøstede marker eller lugten af ”lollandsk jord”, når landmændene pløjer og alle de dejlige, venlige mennesker omkring mig.
Desværre er en del af min familie – ligesom min mand – døde i de forgange år, men jeg har SÅ mange gode minder om dem alle sammen og nyder stadig at bo i vores/mit hus, hvor jeg føler mig ”rig” – ikke på penge, men på oplevelser, når jeg går udenfor min dør.
Og min mand – ham den ”gamle Hornbækker”, som jeg måske tvivlede på kunne ”omplantes”, selvom det var ham, der foreslog flytningen, han gik ture på vejen, og fik en sludder med en landmand, der havde sået ”et-eller-andet-mærkeligt”, som han så kunne få en forklaring på og begejstret kom hjem og berettede: ”Nu skal du bare høre, marken derovre du ved ……”. Flere gange vidste jeg jo godt fra min barndom, hvilke afgrøder der spirede frem på markerne, men det nænnede jeg ikke altid at sige til ham, og han fortrød heller aldrig, at vi var flyttet til Lolland.
Lolland, her er bare DEJLIGT at være !